Rasmus Brohave: “Hvis jeg bare går to år tilbage, kan jeg krumme tæer så hårdt”

Rejsen - A podcast by Heartbeats.dk

“Dengang jeg startede, var YouTube jo ikke en ting. Det var lidt mærkeligt og bare lidt sødt som i ‘nårh ja, det er bare ham drengen, der laver lidt YouTube,” fortæller Rasmus Brohave om dengang, han begyndte at filme videoer i sit barndomshjem og lægge dem på YouTube. Siden har de selvsamme videoer sikret ham titlen som en af de største Youtubere i Danmark med flere hundrede tusinder følgere. I dette afsnit af ‘Rejsen’ har Rasmus Brohave og vært Danijel ‘Drux’ Deletic sat sig til rette på hotellet SP34, der ligger på Sankt Peters Stræde i København - gaden, hvor det hele begyndte. For da Rasmus Brohave var ung, brugte han hver weekend på at pendle fra sin efterskole til bureauet Splay, som har hjulpet ham til at leve af det, han elsker. “Der var nok bare lidt spild af mine forældres penge at sende mig på efterskole, for jeg brugte hver weekend herinde i København. Jeg havde fokus et helt andet sted. På de 10 måneder gik jeg fra 16.000 til 70.000 følgere,” fortæller han.Efter efterskolen begyndte han på gymnasiet, men heller ikke det holdt længe. Hans forældre bakkede ham helt op, da han droppede ud, men andre har sommetider virket uforstående.“Der er tit nogen, der siger ‘du har ikke noget at falde tilbage på’, men jeg svarer bare, at jeg da håber, at jeg bare kan blive ved. Jeg har ikke lyst til at falde tilbage på noget,” forklarer han med et stort smil, som værten kommenterer på.Hvad gør du for at være så glad?“Jeg tror bare, at jeg gør det, jeg elsker. YouTube var jo bare en hobby, der blev til et job. I dag tænker jeg det også som et job, men jeg gør det, fordi jeg stadig synes, at det er sjovt. Hvis jeg lige pludselig en dag ikke har lyst til at gøre det mere, så stopper jeg. Jeg tror, at det vigtige i livet for at have et lykkeligt liv og være glad, er at finde noget, man brænder for, og så omringe sig med en masse mennesker, man godt kan lide.”Derfor er han ikke bekymret for fremtiden. “Selvom jeg bare har lavet YouTube og nogle tv-ting, så har jeg lært enormt meget om marketing, branding, foto- og videoredigering, som jeg kan bruge, hvis jeg en dag får lyst til at lave noget andet. Jeg er sikker på, at jeg skal nok finde på et eller andet.”Men lige nu er det videoerne, der fylder i hans liv, og han har flere millioner visninger på sin YouTube-profil - også på videoer, han ikke nødvendigvis er stolt af. “Hvis jeg bare ser to år tilbage, krummer jeg mine tæer så hårdt,” griner han, “men jeg fortryder intet, for hvis ikke, jeg havde gjort dengang, er der ikke sikkert, at jeg i dag ville have et mega fedt liv, hvor jeg lever af det, jeg elsker, og forhåbentligt inspirerer en masse mennesker.”Egentligt glæder han sig bare til at se, hvor det hele bærer hen.“Jeg har tit tænkt over, at, holdt kæft, jeg glæder mig til at blive pensionist og sidde og se tilbage på, hvordan jeg var,” fortæller han.Tilrettelæggelse og producer:Camilla Sager
Redaktør:Emil Norsker

Visit the podcast's native language site