Jesper Theil Thomsen fra Soundboks: “Der er hele perioder, jeg ikke kan huske”

I foråret 2016 var Soundboks -medstifter Jesper Theil Thomsen i sommerhus med sin familie, da han fik et opkaldfra en af sine ansatte:“Jesper, du er nødt til at gøre noget, for folk kan godt mærke, at der er noget galt.”Og det var der også. For selvom Soundboks i dag kan kaldes en stor succes med over 100.000 solgte enheder i 40 forskellige lande, var der en lang periode, hvor virksomheden var ved at dø.I dette afsnit af ‘Rejsen’ fortæller medstifteren om historien bag Soundboks, der på trods af den store efterspørgsel fik ham til at tvivle på virksomhedens fremtid og på sig selv.Soundboks brød ellers gennem lydmuren, da en veninde i 2014 spurgte Jesper Theil Thomsen og hans gymnasieven, om de kunne bygge en højtaler til hendes Roskilde- camp. Det kunne de godt. De havde nemlig bygget højtalere siden 2011, og det ville være rart med lidt ekstra penge inden sommerens fester og festivaler.“Vi tænkte, at hvis vi skulle bygge en, kunne vi lige så godt bygge et par stykker. Så vi lagde en annonce på Den Blå Avis, hvor vi skrev: ’Den spiller pisse højt, holder hele ugen, og hvis der sker noget med den, så kommer vi og fikser den’. Vi troede dybt seriøst, at vi kunne sælge to, måske tre.”Men efter to minutter solgte de den første. Efter en time den næste. Og i ugerne efter fik de over 200 henvendelser. Det fik dem til at tage det mere seriøst, som Jesper Theil Thomsen selv siger, og herefter fulgte en ægte iværksætter-historie, om byggeri i forældrenes garage, masseproduktion på et lille lager i Hørsholm fyldt med toasts og Faxe Kondi og en overvældende kø på Roskilde Festival.Fremtiden så lys ud. Men så begik drengene, hvad Jesper Theil Thomsen kalder “en masse fuck-ups,” der satte sig i ham:“2016 og 2017 var helt ulidelige,” fortæller han om en tid, hvor regningerne ikke blev betalt, før der var inkassovarsel, og hvor han hver måned tvivlede på, om der ville være løn til medarbejderne.“Vi havde taget imod et tocifret millionbeløb fra investorer, og ting var ved at falde sammen rundt om hovedet på os. Maden smagte ikke at noget, og jeg kunne have en samtale uden at være til stede. Det er noiaen, at der er hele perioder, jeg ikke kan huske. Det var sgu ret skræmmende,” forklarer han og fortsætter:“Der var et sindssygt indre pres. Jeg tænkte det som om, at vi skulle løbe et maraton på under to timer, selvom vi aldrig havde løbet et maraton. Det var totalt usundt.”Det var på det tidspunkt, at han fik opkaldet fra sin medarbejder. Og den fik ham til at sætte sig til tasterne:“Kære allesammen, sandheden er, at der er ikke nogen penge, og der kommer ikke til at være nogle penge et stykke tid. Men hvis I bliver, så er jeg sikker på, at vi nok skal løse det i fællesskab,” skrev han.Han var sikker på, at nu var det slut.“Men jeg kom tilbage på kontoret mandagen efter, og der var ro. Det, at jeg åbnede op, gjorde, at det gik fra at være mit problem til, at det var alles udfordring. Så der var ikke krisestemning – alle havde bare snuden i sporet, og alle blev. Og så kom vi ud af det til sidst,” fortæller han.Jesper Theil Thomsen mener, at det medførte en kultur omkring transparens og sårbarhed, hvor skideballer fra ansatte er altafgørende for at bevare Soundboks- ånden. Og så har det lært ham at mærke efter.“Dengang var jeg ikke et menneske, der var særligt god til at vise følelse, eller bare sige ordet ‘føle’,” forklarer Jesper Theil Thomsen, der i dag har en tatovering på sin hånd, der symboliserer: ‘At være noget for alle er ikke at være noget for nogen’.“Det er en påmindelse til mig selv. Jeg er et menneske, der har svært ved at sige nej, men så kan jeg nogle gange komme ud i situationer, hvor jeg har strukket mig selv for tyndt og ender med ikke rigtigt at være noget for nogen,” fortæller han om, hvordan han i dag er opmærksom på at...