VM i Qatar: Menneskerettigheder klemt i fodboldfesten
Juristeriet - A podcast by Københavns Universitet
Categorie:
Lige nu er hele fodboldverdenens øjne rettet mod en lille halvø i Den Persiske Bugt. Qatar. Den lille, men stenrige oliestat, danner i år rammen for det nok mest skandaliserede VM i fodbold nogensinde. Forud for verdensmesterskabet har den danske og vestlige mediedækning været præget af kritiske historier om brud på menneskerettighederne, skamløs korruption i FIFA og et livsfarligt arbejdsmiljø for de tusinder af migrantarbejdere, der i bogstaveligste forstand har arbejdet sig ihjel for at bygge stadions og hoteller til fodboldfesten. I den her særudsendelse fra Juristeriet ser vi nærmere på menneskerettighederne i Qatar – og i FIFA. For med alle de historier om menneskerettigheder, er det måske på sin plads at se lidt nærmere på, hvilke konventioner parterne egentlig har tiltrådt – og i hvor høj grad, de hver især kan forpligtes af deres løfter. For at blive klogere på, hvad der er op og ned i de her sager, har jeg allieret mig med Jens Elo Rytter. Han er professor i menneskerettigheder her på Det Juridiske Fakultet, og så kan han forhåbentlig hjælpe os godt igennem nogle af de komplekse forbehold og distinktioner, der kommer på banen, når vi skal forsøge at forstå juraens rolle i debatten om VM i Qatar. Lyt med!