Matter Pension – Bæredygtighed og store visioner
Iværksætterhistorier - A podcast by Iværksætterhistorier
Matter Pension - Bæredygtighed og store visioner
Hvordan går man fra en uddannelse i international politik og et arbejde i FN til at stifte et bæredygtigt pensionsselskab? Det kan Niels Fibæk-Jensen fra Matter Pension svare på. Niels fik idéen i USA og tog kort tid efter hjem for at arbejde videre med den i hans daværendes kærestes kollegieværelse. Niels fik sin ven, Emil Fuglsang, med på idéen og sammen påbegyndte de rejsen. Hør historien om kampen for at finde en licens, en samarbejdspartner som bliver opkøbt, reklamer på Times Square i New York og meget mere.
Denne episode er annonceret af Ageras - Få 3 gratis tilbud på en revisor eller advokat og Statum - Find din næste ansatte eller dit næste job.
Matter Pension startede som en note på en telefon
Den 26. september 2016 skrev Niels en note på sin telefon. Han vidste på dette tidspunkt intet om iværksætteri og havde ingen ambitioner om at starte en virksomhed. Ikke destro mindre, så sad han nu med en note på sin telefon. Noten bestod af en idé samt en liste af personer, som kunne hjælpe med at eksekvere på idéen. Idéen til Matter Pension opstod, da Niels arbejdede med international politik for FN i New York. Niels havde været fastansat i 4 måneder, men var hurtigt kørt død i det.
"Idéen opstår da, jeg tænker at pensionopsparinger vel ret beset burde blive investeret på en måde, som er til gavn for den verden, som vi gerne vil gå på pension i." - Niels Fibæk-Jensen
På dette tidspunkt var der ingen muligheder for at investere sin pensionsopsparing på en bæredygtig måde i Danmark. Tankerne udsprang, da Niels forhandlede de 17 verdensmål, som blev forhandlet i 2015. Man havde i årene efter stadig ikke fundet ud af, hvor disse penge skulle komme fra. Det tænke Niels, at han kunne bidrage lidt til.
Rejsen startede på et lille kollegieværelse
Niels vidste intet om pensionsbranchen, så han brugte sit netværk til sparring. De færreste syntes at idéen var god, men de bidrog alle med gode inputs. En af hans opslag på LinkedIn gjorde, at Niels blev opfordret til at kontakte Emil. Emil havde, ligesom Niels, læst på CBS. Mere vigtigt, så havde Emil arbejdet i pensionsbranchen og havde også boet i New York. De to havde derfor et par måneder forinden mødtes en aften og drukket et par øl sammen i storbyen.
"Så sender jeg ham en LinkedIn besked, som han er dum nok til at svare på. Jeg beskriver projektet på 10 linjer. Emil svarer noget i retningen af: Det lyder sindsygt svært. Jeg vil gerne være med." - Niels Fibæk-Jensen
Niels så potentiale og stoppede hos FN. Den 23. december fløj han hjem til Danmark og flyttede ind på sin daværende kærestes etværelses kollegieværelse og begyndte at arbejde med sin idé. De første 3-4 måneder gik med research. Udover at ville være et bæredygtigt pensionsselskab, så var målsætningen også at bygge en federe digital oplevelse.